Sportræning
Hundens lugtesans er unik og den vigtigste af alle hundens sanser. Hundens lugtesans er så meget bedre end menneskets, at man populært kan sige, at hvis et menneske kan lugte 1 tsk. sukker i et glas vand, vil hunden kunne lugte 1 tsk. sukker i en swimmingpool på 50x25m.
Da hunden nedstammer fra ulvene, ligger det i dens gener at følge et spor ved hjælp af dens lugtesans.
Disse to egenskaber udnyttes, når man ønsker at aktivere ens hund ved at gå et schweissspor (blodspor).
Et schweissspor udlægges med et par specielle sko, hvorpå der spændes klove fra kronvildt. Kloven dryppes med kronvildtblod og derefter går man en planlagt rute som efterligner et krondyrs spor.
Sporene er af varierende længde og ligger 3 timer, 20 timer eller 40 timer. Herefter sætter man hunden på sporet.
Udstyr der skal bruges til sportræning er: sporsele, sporline, kronvildtklove og blod samt et egnet terræn til sporudlægning. Klove, blod og terræn anskaffes af træner/holdudbyder.
Følg med her på hjemmesiden, hvor foreningen løbende udbyder sportræning i årskalenderen.